Vores ældste datter er mistænkeligt klog. Det bør jeg jo ikke brokke mig over. Det er fantastisk dejligt. Det store problem er bare, at det er på det matematiske område, hvor hverken far her eller moderen mener at have vores kernekompetencer. Så hvor har hun de evner fra?

Ja, det var et af resultaterne af gårdsdagens forældremøde, hvor vi nærmest fik skamrost vores døtre. Det belgiske skolesystem passer foreløbigt rigtig godt til Ea, da hun elsker alt det boglige og tilsyneladende – sammen med sin indiske veninde – er blandt de bedste til matematik. Så god at Madame lærerinde er bange for at de to keder sig. Og hvis jeg kan mistænke Ea for at være skiftning, så må jeg også mistænke Katinka for at have en lys og en mørk side (eller noget i den retning), for hun blev rost for altid at høre efter og sidde stille og opføre sig pænt. Hvis bare det var tilfældet herhjemme…

Men, alt i alt er vi nu ganske godt tilfredse med den belgiske skole, vi har fundet her. Der går rygter om, at det kunne have været ret slemt og slet ikke så hyggeligt som vores skole, så vi har vist været heldige. Og så skal faderen ikke blære sig mere (i dag).