I et land, hvor der efter sigende er én bil pr. to indbyggere, kan det vel næppe undgås, at der tages særlige hensyn til netop bilerne. På den vis er det et på sin vis glimrende system her i byen, hvor man kan reservere plads foran sit hus i et bestemt tidsrum, hvis man f.eks. skal flytte eller den slags. Altså rykker det kommunale skiltehold ud, og sætter parkering forbudt-skilet op i den periode, man har bestilt. Fin service. Hvis det da ikke lige er, at man ikke benytter sin bil et par dage, og så har sin bil stående et sted, hvor der kommer skilte op, og man ikke lige når at flytte den i rette tid. Jeg har heldigvis ikke prøvet det, men her til morgen måtte jeg lige standse for at se den kommunalt ansatte biltyv "in action". En uheldig bilejer (ja, jeg formoder selvfølgelig, at han ikke havde parkeret der med antagelsen, at der ikke ville ske noget) holdt ud for sådanne skilte og så var politiet der med det samme. Og deres fingernemme hjælper, der med en af de hersens metaldimser lirkede bildøren op for så at slippe håndbremse og gear, så bilen ikke gjorde modstand, da han efterfølgende slæbte den fra stedet (ja ja, med kranvogn altså).

Spændende optrin – men faktisk ikke så sjældent et syn.

Jeg har lige lyttet til Klubværelset (eller noget i den dur) på P1, og trods kanalens image som seriøs og til tider alvorlig så kunne jeg næsten ikke lade være med at klaske mig på lårene af grin.

Temaet omhandlede unge mennesker, der var lidt på kant med loven. Ikke på en voldsom måde, men dog på et skråplan af én eller anden slags. På den vis interviewedes en ung pige, der grundet begrænsede økonomiske midler var storforbruger af mærkevarer fra Magasin til "hug"-pris. Hun var tilsyneladende aldrig blevet snuppet og grinede lidt af alvoren. Ikke så meget af grine af for os andre her.

Til gengæld blev den efterfølgende unge mand præsenteret som en "rigtig tyv". Og se det var underholdende. Mest fordi han mente at have principper for sine rapserier. Han stjal kun ting, han havde brug for. Sjovt nok var det så også tøj – men ikke mærkevarer (altså skal man endelig stjæle hvorfor så ikke ordentligt) – og mad. Og mht. fødevarer mv. så var det ham tilsyneladende magtpåliggende ikke at hugge ting, der var produceret af store multinationale koncerner som Coca Cola. Han skulle jo ikke støtte den slags kapitalisme. Tanken var tilsyneladende, at jo mere han huggede jo mere ville det komme Coca Cola til gode. Derimod skulle man ikke hugge for meget af små mærker, da butikkerne så ville tage dem af hylderne. Og det ville jo være synd…

Næste levende "forbryder" var en stofmisbruger, der var vokset op i en meget religiøs familie. Det havde bragt hende ud i misbruget. Ja, nu tror I nok, at det var presset fra religiøse doktriner eller den slags, men næ nej. Eftersom spiritus var forbudt i familien havde faderen åbenbart forbarmet sig over datteren, da hun fyldte 15, og så ladet hende ryge hash i stedet!!! Hvor i alverden står det i biblen? Det var i øvrigt nu nået så vidt, at hun også forsøgte sig med lidt LSD, hvilket havde fået hende til at sætte enorm meget pris på naturen… så det.

Hvad skete der egentlig lige med ham skuespilleren, der spillede Biff i alle "Tilbage-til-fremtiden"-filmene? Ikke lige det spørgsmål der har naget mig så voldsomt meget, men jeg faldt tilfældigt over svaret for nogen tid siden.

Og han er såmænd en ganske underholdende fyr. Lidt stand-up komik krydret med egne sange er vist, hvad han fordriver tiden med og netop én af sangene har jeg taget lidt til mig. Særligt nu da vi venter datter nr. 3. I øjeblikket er der godt nok ikke de store bekymringer om den sag, men tænk nu lige på, hvad der sker om en 10-15 år, hvor rækken af unge fløse, der dukker op ved hoveddøren, begynder at vokse. Har allerede hovedpine ved tanken. Men, altså der er en form for trøst at hente hos Biff…