Ja, der er meget, man kan takke politikere for. Men, lige for tiden går jeg og er så taknemmelig for, at de i det hele taget findes. For havde vi ikke politikere, så ville vi næppe så ofte få udstillet nogle af de etiske dilemmaer, vi alle fra tid til anden bliver bragt ud i. Og det er godt for en filosofilærer.

Tag nu f.eks. sagen med Anders Samuelsen og dennes søn, der tilsyneladende havde bragt sig problemer med Hells Angels. Sønnen havde med andre ord oparbejdet en narkogæld, som faderen så til sidst vælger at hjælpe ham af med. Nu vil de fleste – i hvert fald på det teoretiske plan – sige, at denne hjælp skal være i form af en politianmeldelse. Sådan hænger systemet jo sammen. Får man problemer med kriminelle, så går man til den instans, der reelt har voldsmonopolet i samfundet, så de kan tage sig af sagen. Men, sådan var det som bekendt ikke. Samuelsen Senior mente tilsyneladende, at voldsmonopolet var brudt og at hensynet til sønnens ve og vel ikke kunne overlades til politiet. Derfor “løste” han problemet ved at betale gælden. På samme måde som det velsagtens foregår hver eneste dag i skolegårdene rundt i verden, hvor bøllerne truer sig til slik og andre goder, som små skræmte poder ellers havde set frem til skulle forsøde deres spisefrikvarter.

Og hvad kan vi så bruge dette til? Åh ja, en masse gode eksempler på etiske teorier i praktisk brug. For på den ene side har vi netop eksemplet på nytte-etikken, der fordrer, at vi søger at optimere den samlede lykke. Altså skal vi lige beregne, hvad konsekvensen af handlingen er. Umiddelbart løses problemet jo ved betalingen, og alle de umiddelbart involverede er glade. Men, det er jo netop ikke princippet for nytte-etikken. Her skal man se på mere end blot de umiddelbart involverede. Vi skal beregne den lykke, der berører flest mulige mennesker. Altså kan man sige, at det er til stor skade for samfundet og den samlede lykke i vores verden, at den ene sætter sig ud over fællesskabet og mere eller mindre ofrer systemet til fordel for sine egne interesser. Så det var en skidt handling – i sidste ende. Særligt da når det er en top-politiker, der således signalerer, at selv ikke han stoler på systemet, han selv er med til at lovgive om. Der spredes med andre ord en masse frygt, hvilket er på minussiden af lykke-beregningen.

Man kan så også redde Samuelsen ud fra et Kantiansk synspunkt, idet han jo, som han selv siger, gjorde det af hensyn til sønnen, som han sætter over alt andet. Altså var hensigten bag handlingen god og dermed hedder princippet, at selv hvis resultatet er skidt, så er undskyldes det, når blot udgangspunktet var at gøre noget godt. Om det så holder, kan diskuteres, for man må jo formode, at Samuelsen har indsigt og forståelse for andet end sine følelser for sønnen. F.eks. har han forhåbentlig indsigt i netop, hvordan systemet antageligt fungerer. Og hvis man “ved” noget om det rette eller gode er der så endnu andre teorier, der dikterer, at så gør man også det rette. På den vis kunne man så med Aristoteles eller måske nærmere Platon i ryggen påstå, at han burde have gjort det rigtige – altså være gået til politiet.

Men, et er teori og noget andet er praksis. Man kan også kalde det realisme overfor idealisme. Størrelser, der ikke altid er nemme at tumle med, men det er da lidt sjovt at forsøge sig. Det kan vel godt betegnes som en arbejdsskade for mit vedkommende – altså at man ser filosofiske dilemmaer overalt i hverdagen. Men, heldigvis er det én af de mere fornøjelige arbejdsskader.