Man skal kende nogen, der kender nogen. Og det gjorde vi så heldigvis. Lines kollega på finsk-kurset er den heldige medejer af et lille hus ude på en næsten øde ø i den alleryderste finske skærgård få kilometer fra russisk farvand og 30 km fra den første russiske ø. Og der fik vi så en helt fantastisk weekend. Det krævede et par timer i bus og 1½ time med den ene færge, der afgik i fredags, men så ankom vi også til verdens ende. En lille skærgårdsø, hvor der ligger ca. 40 små hytter og huse. Oprindeligt var det en ø for fiskere og folk der ernærede sig som lods for skibe på vej ind i bugten. Hvad de nuværende beboere ernærer sig ved, er uvist, men vores værter var de eneste udefra kommende sommerhus-ejere. Resten var efterkommere og arvinger fra de oprindelige beboere. Så lidt heldigt var det, at vi overhovedet havde muligheden for at opleve dette lille samfund. Vores værters hus var under renovering, men fundamentet og enkelte bjælkevægge var et par hundrede år gamle. Den obligatoriske sauna var dog kun fra 1920'erne, men det er nu også ganske imponerende. Og så var vi så heldige, at det finske augustvejr bød på varme og sol frem for begyndende efterårsvejr, som det ellers er normalen. I de rammer kunne vi så nyde en weekend med morgenbadeture i det lune vand med udsigt til skærgårdsklipper og små røde hytter og huse. En tur i sauna var en selvfølge – hvilket har medført en mental note om, at jeg da skal bygge sådan én, når vi slår lidt flere rødder et eller andet sted. Derudover fik vi nyfanget fisk til frokost og ellers hyggeligt selskab. Alt i alt en helt forrygende og spændende weekend ud over det sædvanlige.