Så er weekenden skudt i gang. For én gang skyld bliver den skudt i gang i et hæsblæsende tempo. Vi har på de første par timer – var oppe omkring kl. 8 – nået morgenmaden, tegnet med citronsaft (usynligt blæk) og fedtfarver, lavet koldbøtter og overvejet muligheden af at flyve med drager i vores 50 kvm store have. Det skal nok blive en god weekend.

Derudover håber jeg da lidt på at komme i gang med mit kursus i projektledelse. Det er lidt af et monsterprojekt – når man lige kikker på lærebøger og opgaver, men det ser meget spændende ud, så jeg er ikke ligefrem skræmt fra tanken. Sådan at få personlige erfaringer sat i system, tror jeg, bliver en stor aha-oplevelse. Den slags giver energi og lyst til mere.

Og kan vi nu holde dampen oppe hele weekenden, så kan det da være, at der bliver tid til at læse lidt videre. Lige i øjeblikket er det store læseprojekt Danmarkshistorien i 14 bind. Jeg har således kastet mig over Politikens DK-historie fra 60'erne. Meget velskrevet og underholdende, så det er slet ikke så tungt, som det lyder. Samtidig har jeg fået lyttet en masse til lydbøger. En hel ny verden har der åbnet sig for mig. Det er mest krimier, men jeg har rent faktisk også lyttet mig gennem både en "Landsbydegns dagbog" og "Tine". Jeg debaterer stadig med mig selv, om det fungerer at løbe samtidig med, at man lytter til den slags kanon-litteratur, men foreløbig er jeg positiv stemt. Jeg behøver trods alt ikke tænke så voldsomt for at trække vejret og holde benene i gang, og så kan man jo sige, at man på én gang passer både krop og sjæl.

Det er vist ingen hemmelighed, at jeg for tiden er helt opslugt af Jussi Adler-Olsens serie om Afdeling Q. Det er simpelthen underholdning af høj klasse. Ikke til at slippe og det er kun godt, for jo før man er færdig med den ene jo før kan man komme videre med den næste.

I sidste uge fik jeg så læst Kvinden i buret. Så vidt jeg lige kan regne ud er det vist den første i serien, hvilket er lidt skævt, da jeg jo allerede har læst mange af de senere. Men, det gjorde nu ikke noget. Der blev udfyldt lidt huller i forhistorien, men ellers var selve historien mindst ligeså spændende som de senere. Meget udspekuleret plot må man sige og heldigvis med noget der tilnærmelsesvis lignede en lykkelig udgang.

Nu har jeg så fået Journal 64 med hjem fra mit lille bibliotek, og den får ikke lov at ligge stille længe. So here we go…

Der er endelig gået hul på bylden mht. den stak bøger, der tårnede sig op – både fysisk og i min bevidsthed. Jeg har simpelthen ikke haft lyst eller tid til at gå læst i alt for lang tid. Men, så i sidste uge kom der altså hul i gennem til lysten.

Det skete med Fasandræberne af Jussi Adler-Olsen. Han har jo nok haft travlt på krimi-messen i Horsens den forgangne weekend for der må være mange, der gerne vil sludre med den mand. Var der ikke også noget med nogle laurbær? Nå, men efter min mening skriver han helt fantastisk. Meget spændende men da så sandelig også utroligt voldsomt, når det kommer til selve det forbryderiske indhold. Resten af indholdet med Afdeling Q og alle deres små genvordigheder er derimod fornøjeligt, så det giver en fin blanding, der alt i alt er god underholdning fra ende til anden. Dermed holdt underholdningen heller ikke så længe, da man jo lige måtte se, hvad der skete til sidst. Det skal jeg dog ikke brokke mig over for så kunne jeg komme videre med bunken af ulæste bøger. Nu står der Gunnar Staaelsen på programmet. Norsk krimi – mere herom senere.

Det går stærkt for tiden – vel at mærke med læsningen, så efter at have blæst gennem Sumobrødre, kastede jeg mig over en helt anden genre i form af Erlend Loes Doppler. Igen en underholdende bog, der dog også lige rørte ved de lidt dybere tanker. For alle der allerede har læst bogen, vil ovenstående bemærkning måske vække undren eller endda bekymring, Men lad det være sagt med det samme, at jeg ikke går og har alle mulige trælse tanker om det liv vi lever lige i øjeblikket herunder konformiteten, ligusterfascismens indtrængen, dagligdagens kedsommelige rutiner osv osv. Man kunne jo ellers godt som 35-årig med kone og to børn begynde at tænke lidt over, hvilken retning livet går og deraf udvikle eventuelle alternative muligheder. Men, det er altså ikke tilfældet. For det første har vi ingen ligusterhæk (bortset fra ca. 100 meter af slagsen omkring sommerhuset) og dertil kommer, at daglige rutiner er nærmest ikke-eksisterende i vores nuværende tilværelse. Den ene uge er forskellig fra den anden og hæver man sig op og skuer ud over de forgangne år, så kan de heller ikke ligefrem siges at have været præget af rutine og konformitet. Næ skulle man indlede et oprør mod det bestående, så ville det nok være i retning af at slå bremserne i og få ro over feltet. Blive lidt mere kedelig måske… Nå, men Doppler har det så omvendt og indleder sit eget lille oprør mod hverdagslivets konformitet ved at flytte ud i skoven og leve af elg-kød og skummetmælk, som han ud fra sin nye mantra om at bytteøkonomien bør genindføres netop bytter sig til hos den lokale brugs. Setuppet er altså temmelig skørt, underholdende men så også tankevækkende. Og det skaber en glimrende bog, der er velskrevet – har en fornøjelig stemning og som vist nok endda har en fortsættelse. Den skal jeg så ned på mit eget bibliotek og grave frem.

Kastede mig med stor iver over Morten Ramslands Sumobrødre. Der var store forventninger, da jeg havde stor fornøjelse af Hundehoved, men seneste værk fra Ramsland levede ikke helt op til forventningerne. Han skriver ellers rigtig godt – efter min beskedne mening – og det gør sig også gældende i Hundehoved, ingen tvivl om det. Og beskrivelserne af den lille flok voldelige drenge er både underholdende og foruroligende. Slagene går nedad – dvs. man får tæsk af de store drenge og tæsker selv de små. Man kan jo godt huske det. Dog mener jeg ikke, at det gik helt så voldomt til i Kølsen og omegn, men stadig kan man jo godt huske mønsteret lidt. Holdt mig godt nok fra slagsmålene selv, men de var der da helt sikkert. Nå, men Ramslands småanekdoter fra drengelivet er altså underholdende, men der mangler til gengæld et eller andet i den bagvedliggende fortælling. Et eller andet sted mangler der simpelthen en historie. Man følger godt  nok jeg-fortællerens tanker om faderens forfald og moderens tidligere ægteskab, men en egentlig afrunding synes jeg mangler. Og heller ikke den smule udvikling, fortælleren gennemgår fra bølle (som alle de andre) til lidt mere afrundet drenge, danner en sammenhæng. Dermed hænger det hele og blafrer lidt i vinden. Altså en lang række hændelser på en lang tråd uden egentlig sammenhæng. Men, der er nu ikke noget i vejen med alle de underlige hændelser, som f.eks. da farfaderen tropper op med liget af farmoderen for at sikre, at sønnen kan sige ordentlig farvel til hende. Grotesk er  nok den mest rammende betegnelse og det passer også glimrende på alle de slagsmål og ondskabsfulde drengestreger, bogen beskriver. Det var en hurtig læst bog, der i flere passager var underholdende, men som sagt ikke en fortælling, der rigtig rykkede.

Jeg er inde i en lille "jeg-gider-ikke-læse-så-meget-tung-litteratur"-periode, så derfor er der en del krimier gennem maskineriet for tiden. Er således lige blæst gennem Jussi Adler-Olsens Flaskepost fra P. Det må siges, at være glimrende læsning og meget spændende. Jeg skal dog også indrømme, at jeg ikke er fuldstændig begejstret for tidens strømninger inden for krimi-genren. Det er ganske enkelt nærmest bestialsk, hvad der foregår i de mest populære krimier (har også lige læst Jo Nesbøs Panserhjerte). Men, omvendt ville jeg nok ikke have haft samme hunger efter mere, hvis der havde været tale om en klassisk Agathe Christie, så man må sige, at det virker – alt det der blod og lemlæstelse for egen vindings skyld. Om det så er et spejl af virkeligheden, at krimigenren bevæger sig i disse forhåbentlig alleryderste afkroge af det menneskelige sind kan man jo altid diskutere. Umiddelbart vil jeg håbe, at overdrivelse er et accepteret virkemiddel i den slags genrer, og at det således er det "pure opspind". Men det er nu nok desværre ikke helt sådan. Trist kan man tænke. Men altså også underholdende eller i hvert fald gribende læsning, og så bliver man en smule bekymret over sig selv…

Ja, jeg var godt nok længe skeptisk over for sidste års bestseller om B.S. Christiansens liv – det kunne da ikke passe, at den type bog om et ganske sikkert interessant liv skulle kunne sælge over 100.000 eksemplarer. Men det gjorde den, og nu er jeg så begyndt at læse den. Mest for at vide, om det er det hele værd. Og den er helt sikkert underholdende. Det gør dog P3's satire angående samme B.S. endnu mere underholdende, men det er en lidt anden snak.
Ellers har jeg fået mine guldklumper hjem igen efter de i 4 dage har været i Bruxelles. Det var sørme hårdt at undvære Ea – og selvfølgelig også Line.

Påskens underholdning, hvad angår bøger, står på De tre Musketerer. En helt fantastisk underholdende bog, som jeg hidtil kun har læst i ganske forkortede ungdomsudgaver. Den udgave, jeg lige sidder med, er fra 1934. Sjældent har man set en mere elegant måde at fornærme hinanden på, end når brushovedet D'Artagnan ser sig sur på andre. Det er simpelthen god underholdning.

Har netop afsluttet Kongens Fald, af Johannes V. Jensen. Endnu et skridt i retning af et bredere kendskab til "klassikerne" – danske som udenlandske. Fantastisk bog, iøvrigt. Man bliver grebet af både historien, men i ligeså høj grad af stemningerne, der beskrives så ekspressivt. Bare imponerende. Kan absolut anbefales for alle andre, der som jeg er håbløst bagud i "kanon-læsningen".