Jeg er muligvis lidt bagud på alt det “populære”, men ikke desto mindre har jeg henover de sidste par måneder fornøjet mig med bøgerne bag tv-serien Game of Thrones. Kunne jo fornemme, at der var en vis begejstring for serien (som jeg iøvrigt ikke har set endnu), og så skulle jeg jo lige finde ud af, hvad hypen omhandlede. Nu er jeg så nogle tusind sider henne i monster-værket, og det er absolut underholdende. Mord, krig og intriger spædet op med fantasivæsner og kæmpeulve, som ovenikøbet har et tilsnit af varulve. Der er vist det hele. Derudover er der så et persongalleri, som stort set er umuligt at holde redde på. Godt nok afsluttes hver bog med ca. 100 siders oversigt over personer, men det gør simpelthen ikke sagen lettere. Så skulle man nu kritisere værket en smule, så ville det være på den detalje.

Spændende er det dog under alle omstændigheder.

Det er vist ingen hemmelighed, at jeg for tiden er helt opslugt af Jussi Adler-Olsens serie om Afdeling Q. Det er simpelthen underholdning af høj klasse. Ikke til at slippe og det er kun godt, for jo før man er færdig med den ene jo før kan man komme videre med den næste.

I sidste uge fik jeg så læst Kvinden i buret. Så vidt jeg lige kan regne ud er det vist den første i serien, hvilket er lidt skævt, da jeg jo allerede har læst mange af de senere. Men, det gjorde nu ikke noget. Der blev udfyldt lidt huller i forhistorien, men ellers var selve historien mindst ligeså spændende som de senere. Meget udspekuleret plot må man sige og heldigvis med noget der tilnærmelsesvis lignede en lykkelig udgang.

Nu har jeg så fået Journal 64 med hjem fra mit lille bibliotek, og den får ikke lov at ligge stille længe. So here we go…

Der er endelig gået hul på bylden mht. den stak bøger, der tårnede sig op – både fysisk og i min bevidsthed. Jeg har simpelthen ikke haft lyst eller tid til at gå læst i alt for lang tid. Men, så i sidste uge kom der altså hul i gennem til lysten.

Det skete med Fasandræberne af Jussi Adler-Olsen. Han har jo nok haft travlt på krimi-messen i Horsens den forgangne weekend for der må være mange, der gerne vil sludre med den mand. Var der ikke også noget med nogle laurbær? Nå, men efter min mening skriver han helt fantastisk. Meget spændende men da så sandelig også utroligt voldsomt, når det kommer til selve det forbryderiske indhold. Resten af indholdet med Afdeling Q og alle deres små genvordigheder er derimod fornøjeligt, så det giver en fin blanding, der alt i alt er god underholdning fra ende til anden. Dermed holdt underholdningen heller ikke så længe, da man jo lige måtte se, hvad der skete til sidst. Det skal jeg dog ikke brokke mig over for så kunne jeg komme videre med bunken af ulæste bøger. Nu står der Gunnar Staaelsen på programmet. Norsk krimi – mere herom senere.

Kastede mig med stor iver over Morten Ramslands Sumobrødre. Der var store forventninger, da jeg havde stor fornøjelse af Hundehoved, men seneste værk fra Ramsland levede ikke helt op til forventningerne. Han skriver ellers rigtig godt – efter min beskedne mening – og det gør sig også gældende i Hundehoved, ingen tvivl om det. Og beskrivelserne af den lille flok voldelige drenge er både underholdende og foruroligende. Slagene går nedad – dvs. man får tæsk af de store drenge og tæsker selv de små. Man kan jo godt huske det. Dog mener jeg ikke, at det gik helt så voldomt til i Kølsen og omegn, men stadig kan man jo godt huske mønsteret lidt. Holdt mig godt nok fra slagsmålene selv, men de var der da helt sikkert. Nå, men Ramslands småanekdoter fra drengelivet er altså underholdende, men der mangler til gengæld et eller andet i den bagvedliggende fortælling. Et eller andet sted mangler der simpelthen en historie. Man følger godt  nok jeg-fortællerens tanker om faderens forfald og moderens tidligere ægteskab, men en egentlig afrunding synes jeg mangler. Og heller ikke den smule udvikling, fortælleren gennemgår fra bølle (som alle de andre) til lidt mere afrundet drenge, danner en sammenhæng. Dermed hænger det hele og blafrer lidt i vinden. Altså en lang række hændelser på en lang tråd uden egentlig sammenhæng. Men, der er nu ikke noget i vejen med alle de underlige hændelser, som f.eks. da farfaderen tropper op med liget af farmoderen for at sikre, at sønnen kan sige ordentlig farvel til hende. Grotesk er  nok den mest rammende betegnelse og det passer også glimrende på alle de slagsmål og ondskabsfulde drengestreger, bogen beskriver. Det var en hurtig læst bog, der i flere passager var underholdende, men som sagt ikke en fortælling, der rigtig rykkede.