Ja, jeg kan jo ikke afslutte ét blogindlæg med en form for løfte om at rette op på den manglende meddelsomhed i løbet af sommeren, hvis jeg ikke så netop gør det. Så hermed skynder jeg mig at kaste mig ud i yderligere skriftlige krumspring.

For som jeg nævnte i går, har det været en ganske begivenhedsrig sommer. Prikken over i'et – når man nu ikke kan tale om flere prikker over det bogstav – kan siges at være min såkaldte jobsamtale i sidste uge. Det var lidt af en oplevelse. Først og fremmest havde den sit udgangspunkt i en ganske hurtigt udfærdiget ansøgning, der igen baserede sig på gode venners insisteren på, at jeg burde sende en ansøgning, da rygtet gik, at ingen anden havde ansøgt. Altså var oddsne for et heldigt udfald ganske gode. Ikke desto mindre var der gået 7 uger uden en lyd, da jeg pludselig modtog en et-linjes e-mail, der i bund og grund bød mig at bekræfte min tilstedeværelse til en jobsamtale dagen efter. Man kunne vel ikke gøre andet end at bekræfte, at man så ville komme, til trods for at det var fristende at spille kostbar. Nåmmen, jeg mødte selvfølgelig op på det angivne tidspunkt, hvorefter jeg så måtte vente et kvarter over tid. Da samtalen så blev indledt, påstod min modpart, at jeg ikke havde indsendt en ansøgning, men i modsætning til ham kunne jeg ret hurtigt overskue bordet foran os, hvor min ansøgning lå. Og det fortalte jeg ham så. Den havde han med andre ord ikke læst. Nå ja, det kan jo ske. Så blev der lige købt tid ved at bede mig fortælle om mig selv. Den tid blev brugt til at opdage, at Aarhus Universitet ikke kaster om sig med officielle stempler på eksamensbeviser. Hvorfor stempler er så vigtige på disse kanter, aner jeg ikke, men det blev i hvert fald påpeget, hvorefter jeg ikke kunne holde en lidt spids bemærkning tilbage. Det er trods alt en smule anstrengende at høre på antydninger om validiteten af ens eksamensbeviser. Men normalt sender man jo originalen – kom det så… Her blev min stemme vist yderligere anstrengt, men det hjalp da så, at det endelig blev meldt ud, at jeg jo ville få jobbet. De havde som bekendt vist heller ikke andre kandidater.

Det sjoveste var så, at det efterfølgende gik op for min samtalepartner, at det hele ikke drejede sig om en fastansættelse men om et barselsvikariat. Her var det så, at han skyndte sig ind på sit kontor uden at give hånd og overlod undertegnede til sekretæren, der heldigvis havde styr på det hele. Og sådan indledte jeg så mit lille engagement med Europaskolen. Et vikariat i filosofi de næste 10 uger. Spændende og udfordrende – på flere måder.

Comments are closed.

Post Navigation