Lediggang er roden til alt ondt – er det ikke sådan man siger? Der er sørme mange sandheder i den talemåde, hvis jeg skal sige det ud fra personlige erfaringer det seneste års tid. Ikke at jeg som sådan har gået ledig men alligevel.

Jeg har jo trods alt haft masser at lave det seneste års tid. På den ene og anden måde falder der konstant opgaver ned i skøddet på mig. Og så tager jeg jo en masse opgaver, så snart muligheden byder sig. Derfor har jeg det seneste år kunnet kalde mig selv for danskunderviser, oversætter, filosofilærer, verifikatør, biblioteksudvalgsformand, bestyrelsesmedlem, far (nå, ja altså nu gange tre), redaktør og nu er jeg så pludselig deltidsansat ungdomsrådgiver. Giver den slags travled stress? Næ, heldigvis ikke. Faktisk løfter det humøret og giver hverdagen en masse mening. Man bliver til gengæld fysisk træt, når alle opgaverne ligger i flere forskellige ender af byen, så cyklen næsten hele tiden er i bevægelse for at bringe én rundt.

Men når man så samtidig egentlig går og drømmer om at flytte hjem til Danmark og finde et helt almindeligt – nogen vil sige kedeligt – job, hvor man går ud af døren om morgenen og kommer hjem om eftermiddagen. Hvor man har faste kolleger og fast løn og i øvrigt helt faste rammer, så dukker der alligevel en lille snert af stress op. For den slags jobsøgende ledigang, hvor der er flere hundrede ansøgere til de få stillinger, der kunne opfylde drømmen er lidt stressende.

Nu skal jeg dog ikke brokke mig, for som antydet ovenfor går det jo godt nok og den slags energi man får ved at lave noget, giver også håb om at der snart bliver hul igennem på den danske jobfront. OG igen vil jeg så bare sige: hvis I kender nogen, der kender nogen…

Så er han endelig på banen igen med lidt løst og fast – hvad der lige måtte falde ham ind. F.eks. er det da faldet mig ind, at jeg endnu ikke har udbragt et ønske om godt nytår til venner og bekendte, og hvem der nu ellers måtte læse disse strøtanker. Det være sig hermed gjort.

Og hvad kan 2012 så byde på? Tja, det har været en blandet pose bolcher foreløbigt. Jeg ville i hvert fald gerne have været min mors hospitalsbesøg foruden. Men, det lysner så vidt vi kan se, og så kan pigerne få deres farmor på banen igen. Det blev ikke til de forventede mange hundrede oplæste historier henover julen. Så der er noget at indhente i løbet af resten af året.

På det faglige plan er der såmænd sket det, at jeg er blevet ungdomsrådgiver. Ja, det er godt nok på halv tid og foreløbig er der ikke meget rådgivning i det. Mest en masse praktiske opgaver i den nye kirke, men det er helt fantastisk at kunne lave en masse praktiske projekter. Aftenen i aften står så på ungdomsklub, og det bliver helt sikkert underholdende. Alt i alt forlænges CV’et konstant. Ikke altid i forventede retninger men det gør såmænd ingenting. Erfaringer af alle slags kan altid bruges.

Det havde godt nok været en plan længe, men da der så lå sne på terrassen her til morgen, blev det ekstra presserende at få skiftet til vinterdæk. Nu skal vi jo også snart hjem til det kolde Nord, så det var nødvendigt at komme ned på værkstedet og få gjort noget ved sagen (vi har jo kun dækkene og ikke ekstra fælge).

Nåmmen, den slags er altid en begivenhed, hvor jeg lige skal tage tilløb, da det involverer kommunikation på fransk med en fyr, der efter min beskedne vurdering taler fransk med belgisk og måske endda brusselsk dialekt. Det er med andre ord ikke altid nemt at fatte, hvad der bliver meldt tilbage om bilens tilstand. Han har det så heller ikke altid nemt, når jeg forsøger at forklare et eller andet om nogle tekniske dele, jeg ikke engang kender de danske betegnelser for. Det har blandt andet bevirket ved tidligere lejligheder, at kommunikationen er blevet kogt ind til bemærkninger som “mort” (død) og “fini” (slut). Det kan man jo ikke tage fejl af. Heldigvis er det da endnu ikke hele bilen, der får disse betegnelser, men kun udskiftelige dele, så der er stadig liv i maskineriet.

Men, nu er min mekaniker og jeg så nået til et punkt, hvor han – tror jeg – forsøger at komme mig lidt i møde med en smule engelsk. Det er virkelig en lille smule, for som regel begrænser det sig til en afsluttende bemærkning med “allright” fra hans side. Så ved jeg, at vi har tingene på de rene. Modsat tog jeg så mig selv i at afslutte vores samtale i dag med et “d’accord”. Vel at mærke efter at han havde fortalt mig en lang smøre om arbejdsugens længde og hvorfor han ikke havde indkaldt hjælp til en lørdag, hvor garagen ellers var fyldt med biler. Det var i hvert fald, hvad jeg tror, han fortalte, og derfor satsede jeg og indskød dette “d’accord” for at signalere, at jeg havde fattet et eller andet i hans fortælling. Så vi er godt kørende på det kommunikative plan han og jeg.

I 2006 tog vores lille familie en større beslutning og rykkede teltpælene i Danmark op for at kaste os ud i et eventyr i Bruxelles. Det 

Vores ældste datter er mistænkeligt klog. Det bør jeg jo ikke brokke mig over. Det er fantastisk dejligt. Det store problem er bare, at det er på det matematiske område, hvor hverken far her eller moderen mener at have vores kernekompetencer. Så hvor har hun de evner fra?

Ja, det var et af resultaterne af gårdsdagens forældremøde, hvor vi nærmest fik skamrost vores døtre. Det belgiske skolesystem passer foreløbigt rigtig godt til Ea, da hun elsker alt det boglige og tilsyneladende – sammen med sin indiske veninde – er blandt de bedste til matematik. Så god at Madame lærerinde er bange for at de to keder sig. Og hvis jeg kan mistænke Ea for at være skiftning, så må jeg også mistænke Katinka for at have en lys og en mørk side (eller noget i den retning), for hun blev rost for altid at høre efter og sidde stille og opføre sig pænt. Hvis bare det var tilfældet herhjemme…

Men, alt i alt er vi nu ganske godt tilfredse med den belgiske skole, vi har fundet her. Der går rygter om, at det kunne have været ret slemt og slet ikke så hyggeligt som vores skole, så vi har vist været heldige. Og så skal faderen ikke blære sig mere (i dag).

Ja, der er meget, man kan takke politikere for. Men, lige for tiden går jeg og er så taknemmelig for, at de i det hele taget findes. For havde vi ikke politikere, så ville vi næppe så ofte få udstillet nogle af de etiske dilemmaer, vi alle fra tid til anden bliver bragt ud i. Og det er godt for en filosofilærer.

Tag nu f.eks. sagen med Anders Samuelsen og dennes søn, der tilsyneladende havde bragt sig problemer med Hells Angels. Sønnen havde med andre ord oparbejdet en narkogæld, som faderen så til sidst vælger at hjælpe ham af med. Nu vil de fleste – i hvert fald på det teoretiske plan – sige, at denne hjælp skal være i form af en politianmeldelse. Sådan hænger systemet jo sammen. Får man problemer med kriminelle, så går man til den instans, der reelt har voldsmonopolet i samfundet, så de kan tage sig af sagen. Men, sådan var det som bekendt ikke. Samuelsen Senior mente tilsyneladende, at voldsmonopolet var brudt og at hensynet til sønnens ve og vel ikke kunne overlades til politiet. Derfor “løste” han problemet ved at betale gælden. På samme måde som det velsagtens foregår hver eneste dag i skolegårdene rundt i verden, hvor bøllerne truer sig til slik og andre goder, som små skræmte poder ellers havde set frem til skulle forsøde deres spisefrikvarter.

Og hvad kan vi så bruge dette til? Åh ja, en masse gode eksempler på etiske teorier i praktisk brug. For på den ene side har vi netop eksemplet på nytte-etikken, der fordrer, at vi søger at optimere den samlede lykke. Altså skal vi lige beregne, hvad konsekvensen af handlingen er. Umiddelbart løses problemet jo ved betalingen, og alle de umiddelbart involverede er glade. Men, det er jo netop ikke princippet for nytte-etikken. Her skal man se på mere end blot de umiddelbart involverede. Vi skal beregne den lykke, der berører flest mulige mennesker. Altså kan man sige, at det er til stor skade for samfundet og den samlede lykke i vores verden, at den ene sætter sig ud over fællesskabet og mere eller mindre ofrer systemet til fordel for sine egne interesser. Så det var en skidt handling – i sidste ende. Særligt da når det er en top-politiker, der således signalerer, at selv ikke han stoler på systemet, han selv er med til at lovgive om. Der spredes med andre ord en masse frygt, hvilket er på minussiden af lykke-beregningen.

Man kan så også redde Samuelsen ud fra et Kantiansk synspunkt, idet han jo, som han selv siger, gjorde det af hensyn til sønnen, som han sætter over alt andet. Altså var hensigten bag handlingen god og dermed hedder princippet, at selv hvis resultatet er skidt, så er undskyldes det, når blot udgangspunktet var at gøre noget godt. Om det så holder, kan diskuteres, for man må jo formode, at Samuelsen har indsigt og forståelse for andet end sine følelser for sønnen. F.eks. har han forhåbentlig indsigt i netop, hvordan systemet antageligt fungerer. Og hvis man “ved” noget om det rette eller gode er der så endnu andre teorier, der dikterer, at så gør man også det rette. På den vis kunne man så med Aristoteles eller måske nærmere Platon i ryggen påstå, at han burde have gjort det rigtige – altså være gået til politiet.

Men, et er teori og noget andet er praksis. Man kan også kalde det realisme overfor idealisme. Størrelser, der ikke altid er nemme at tumle med, men det er da lidt sjovt at forsøge sig. Det kan vel godt betegnes som en arbejdsskade for mit vedkommende – altså at man ser filosofiske dilemmaer overalt i hverdagen. Men, heldigvis er det én af de mere fornøjelige arbejdsskader.

Nå ja det var da godt nok ikke mig personligt, der havde kongeligt besøg, men jeg var da til stede og det er vel næsten lige så godt. Altså da Joakim kiggede forbi Bruxelles. Desværre havde han ikke følgeskab af Marie, men til gengæld fandt jeg så ud af, hvem den belgiske prinsesse Astrid er. Hun hjalp så Joakim med at indvie den nye danske kirke her i byen. En spændende oplevelse, for det sker jo ikke så forfærdeligt tit, at man lige indvier en ny kirke. Men, så kan man tilføje et kryds på listen over "must do"-ting.

Og jeg har endda beviser, for det lykkedes Katinka og Line at snige sig ind i tv-kameraernes dækningsfelt. Se bare her:

 

… vel? Nå, ja det må vi så finde ud af i det kommende år. I hvert fald indledes mit 37. (eller er det i virkeligheden 38.) år i dag. Det skal nok blive godt, om end jeg nok næppe kommer til at overgå det forgangne år, hvad angår familieforøgelse. På den front holder vi lidt igen. Men, der kan så ske så meget andet.

F.eks. kunne man jo tænke sig, at man skiftede adresse, så bopælen igen blev placeret i fædrelandet. Men det kræver omvæltninger på andre fronter så som nyt job i Danmark mv. Så igen kan jeg da lige slynge ud, at hvis mine faste læsere kender nogen, der kender nogen, der eventuelt mangler en multikunstner inden for projektledelse, redaktion, forfattervirksomhed, undervisning for høj som lav eller noget andet, så sig endelig til.

Ellers vil jeg skynde mig videre i dagens program, der godt nok ikke er presset på nogen måde. Der skal hygges og slappes af efter en lang uge.

Man skal jo have noget at brokke sig over. Ja, jeg er da lige ved at gå så vidt, at jeg vil sige, at hvis man ikke har noget at brokke sig over, så burde man egentlig brokke sig over det. Nå, men vejret kan vi da i hvert fald altid brokke os over. Der er vel bred enighed om, at denne sommer ikke lige har været, hvad den burde være rent vejrmæssigt. Men, nu risikerer jeg så, at jeg må brokke mig over, at jeg ikke engang kan brokke mig over det. For lige pludselig er det blevet sommer her ved indgangen til de normale efterårsmåneder. Der er helt fantastisk og giver mig da trods alt en tro på, at jeg nok skal nå at tanke al den energi, der er behov for til at komme gennem det forventeligt regnfulde efterår. Jeg mente ellers lige, at jeg havde opdaget årsagen til den manglende sommer, idet en lokal apoteker reklamerede (og vist stadig gør det) for "prevention été" – sommerprævention. Ja, man kunne jo foranlediges til at mene, at han havde solgt al for meget af den slags, men måske er forsyningerne så sluppet op nu.

I et land, hvor der efter sigende er én bil pr. to indbyggere, kan det vel næppe undgås, at der tages særlige hensyn til netop bilerne. På den vis er det et på sin vis glimrende system her i byen, hvor man kan reservere plads foran sit hus i et bestemt tidsrum, hvis man f.eks. skal flytte eller den slags. Altså rykker det kommunale skiltehold ud, og sætter parkering forbudt-skilet op i den periode, man har bestilt. Fin service. Hvis det da ikke lige er, at man ikke benytter sin bil et par dage, og så har sin bil stående et sted, hvor der kommer skilte op, og man ikke lige når at flytte den i rette tid. Jeg har heldigvis ikke prøvet det, men her til morgen måtte jeg lige standse for at se den kommunalt ansatte biltyv "in action". En uheldig bilejer (ja, jeg formoder selvfølgelig, at han ikke havde parkeret der med antagelsen, at der ikke ville ske noget) holdt ud for sådanne skilte og så var politiet der med det samme. Og deres fingernemme hjælper, der med en af de hersens metaldimser lirkede bildøren op for så at slippe håndbremse og gear, så bilen ikke gjorde modstand, da han efterfølgende slæbte den fra stedet (ja ja, med kranvogn altså).

Spændende optrin – men faktisk ikke så sjældent et syn.