Så skulle det være på plads – godt nok med en masse forbehold, men nu er jeg endelig ved at være på plads med en længe planlagt flytning fra drupal til wordpress. Forhåbentlig betyder det, at jeg langt om længe kan få kreeret lidt tanker på skrift. Det har været savnet og manglet. Bum bum.

Som kom den endelig. Julen. Man kan vel næppe sige, at den kom snigende, for som sædvanlig fløj december afsted og nåede man så overhovedet alt det man havde planlagt? Tjaa, vi har har stadig en nisselandskab, der ikke nåede at blive pakket ud af kassen, men til gengæld er hele Shanes julekalender blevet produceret og det i næsten to fulde udgaver. Så mon ikke det bliver en glimrende jul trods alt.

Det bliver i hvert fald afrundingen på endnu et år, der på ingen måder kan betegnes som kedeligt. Jobbet har budt på alverdens udfordringer på et felt, hvor væksten er overvældende, men hvor det modsat andre arbejdsområder kun kan siges at være noget skidt. Demens er foreløbigt kommet for at blive, men så er det jo også spændende at være med, der hvor man kan gøre en forskel.

På hjemmefronten står vi heller ikke stille og har engageret os til højre og venstre i foreningsarbejde og bestyrelsesarbejde. Godt for netværket, men det tager jo tid og energi. Og den har man ellers brug for, når man skal følge med tre døtre, der har fart på. 8, 5 og 2 år er aldre med krudt i på forskellig vis. Det giver faderen sved på panden, når moderen fortsat suser til Bruxelles med jævne mellemrum, men til gengæld er det et stort plus at have hende hjemme på fuld tid i andre perioder. Godt nok har hun så lige startet virksomhed, så fuld tid er et interessant begreb her hos os.

Lige meget hvad, så går det jo godt og det er vigtigt at få meldt ud til alle I derude, som vi kun ser for lidt til. Måske kan vi ændre på den sag i det kommende år. Hav nu i første omgang en rigtig glædelig jul. Nyd hinanden og højtiden og alt godt i det nye år!

Som kom den endelig. Julen. Man kan vel næppe sige, at den kom snigende, for som sædvanlig fløj december afsted og nåede man så overhovedet alt det man havde planlagt? Tjaa, vi har har stadig en nisselandskab, der ikke nåede at blive pakket ud af kassen, men til gengæld er hele Shanes julekalender blevet produceret og det i næsten to fulde udgaver. Så mon ikke det bliver en glimrende jul trods alt.

Det bliver i hvert fald afrundingen på endnu et år, der på ingen måder kan betegnes som kedeligt. Jobbet har budt på alverdens udfordringer på et felt, hvor væksten er overvældende, men hvor det modsat andre arbejdsområder kun kan siges at være noget skidt. Demens er foreløbigt kommet for at blive, men så er det jo også spændende at være med, der hvor man kan gøre en forskel.

På hjemmefronten står vi heller ikke stille og har engageret os til højre og venstre i foreningsarbejde og bestyrelsesarbejde. Godt for netværket, men det tager jo tid og energi. Og den har man ellers brug for, når man skal følge med tre døtre, der har fart på. 8, 5 og 2 år er aldre med krudt i på forskellig vis. Det giver faderen sved på panden, når moderen fortsat suser til Bruxelles med jævne mellemrum, men til gengæld er det et stort plus at have hende hjemme på fuld tid i andre perioder. Godt nok har hun så lige startet virksomhed, så fuld tid er et interessant begreb her hos os.

Lige meget hvad, så går det jo godt og det er vigtigt at få meldt ud til alle I derude, som vi kun ser for lidt til. Måske kan vi ændre på den sag i det kommende år. Hav nu i første omgang en rigtig glædelig jul. Nyd hinanden og højtiden og alt godt i det nye år!

Glad pige på hest/gynge by Krogager
Glad pige på hest/gynge a photo by Krogager on Flickr.

Lørdagen var lidt kedelig vejrmæssigt, men ikke desto mindre lykkedes det at kreere en ny gynge af et gammelt bildæk. Ideen var godt nok hugget, men udførelsen var helt min egen. Og i dag er den så blevet testet af samtlige børn på vejen. Det var en kæmpe succes. Også hos Katinka.

Uha, det ville nu ikke være så dårligt, hvis vi hurtigst muligt kunne smække et par lyse timer ekstra på dagene. Det er så forfærdelig mørkt for tiden. Godt nok sørgede månen for, at den forgangne nat var utrolig lys, men hvad mener I lige om den Nytårsaften? Bælgravende mørk, stormfuld og med regn. 

Og med lidt mere sollys om morgenen kunne man måske også undgå den slags livstrætte unge mennesker, som jeg mødte én af her til morgen. Han cyklede uden lys vel at mærke på en strækning uden gadelamper, mens han endda forsøgte at sende en sms. Modstykket kom lidt længere fremme, hvor jeg nærmest blev blændet af en morgenløber, der med en enorm kraftig lygte i panden sikrede sig, at han da både kunne se og blive set. De to burde dele lidt…

Men altså. Når man nu har almindelige arbejdstider, så ville en times sollys efter kl. 16 være en gave. Så det sukker jeg lidt videre efter.

 

Godt nytår! Det skal der først og fremmest lyde her fra. Håber I er kommet godt ind i 2013. Gad vide hvad det kommer til at byde på? Et eller andet sted må det godt blive et af de lidt mere stille og rolige år. For det forgangne år suste godt nok lige afsted med nyt job, "nyt" land og nyt hus. Pyha. Mindre kan sagtens gøre det uden at livet behøver at blive kedeligt. Her kunne man så begynde at tilføje en masse nytårsfortsæt og gode ideer for det kommende år, men jeg tror jeg undlader det. Blot for ikke at falde i… Så hellere opsummere hvad der rent faktisk lykkedes, når vi når frem til slutningen på 2013. Det må man så godt holde mig fast på. 

Så lad det være en stille begyndelse på blogposterne dette år. Forhåbentlig den første af en lang række interessante indfald fra undertegnede.

 

Og så fik de hus – eller var det hund, De Nattergale sang efterfulgt af en skinger tone på Lead-guitaren for blot at understrege, det ret vilde nye tiltag i jeg-personen og dennes kone, Gurlis, aldeles begivenhedsrige liv med ungskue osv. 

Om det nu var hund eller hus er underordnet. Vi har i hvert fald fået hus med alle de fornøjelser, der følger deraf. Og her forsøger jeg for en enkelt gang skyld ikke at undertrykke en form for ironisk bitterhed over alt det arbejde, der er med et hus. Næ jeg helt vildt tilfreds med at der er noget manuelt arbejde at komme hjem til. F.eks. Blev der lige flækket træ i weekenden, så den finske masseovn kunne lune stuen. Og det nye (gamle) skur blev fyldt med alskens værktøj, cykler og sommerudstyr. Dertil fik jeg lige lavet lidt hylder i går eftermiddags. Om der bliver tid til noget i dag må vi så se på. Skal nemlig også til træning med det lokale herrehold. Det går så godt i den lille by ved vandet.

Og man runder så 38. Sidste år skrev jeg vist, at det da ikke er nogen alder. I år vil jeg faktisk sige, at det er en alder. Ganske god alder endda. Man er efterhånden erfaren på mange områder uden at være kørt træt i gamle rutiner. Og stadig har man masser at lære og samtidig lyst til at lære. Jo, det er slet ikke så galt.

Og hvad gik året så med? Pyha, ikke så lidt. Nyt land, nyt arbejde, nyt hus og hvad ved jeg. Spændende må man sige, men nu må der godt snart komme lidt ro over feltet.

Dette 38. år medbragte også andet nyt. Mit første grå hår f.eks. Ja det dukkede op i skægget henover sommeren. Så kunne man ellers diskutere med sig selv, hvad det betød: alder, stress eller noget tredje. Og var det så et tegn på ovennævnte erfaring og et strejf af distingveret herre eller bare et tegn på en lidt slidt yngre mand? Nu forsvandt det så i en barbering, så debatten er lagt på hylden. 

Gad nok vide om det næste år kan hamle op med det foregående…

Hvor i alverden har han da været? Tjaa, i hvert fald ikke her på bloggen. Ikke at jeg ikke har haft lyst og der har sørme også været mange små emner, man lige kunne skrive lidt om og sidde og filosofere over, men energien… ja, energien har vist lige manglet. Overskuddet, der engang var så imponerende, har lige ligget i underkanten det seneste lange stykke tid. Sådan er det tilsyneladende, når man skifter hjemland, job, hus, skole, børnehave, vuggestue osv. osv. Men, mon ikke det snart vender. Nu er vi da i det mindste ved at have en ganske normal hverdag, hvor mor og far går på arbejde og pigerne frekventerer diverse institutioner. Nå ja, nu er det der med at mor går på arbejde jo fortsat en lidt omstændelig sag, da det jo endnu foregår i Bruxelles og Strasbourg. Men som sådan er det jo ikke forskelligt fra de sidste 6 år, hvor hun hver fjerde uge smuttede til Strasbourg, så derfor kan jeg egentlig med nogen overbevisning sige, at det bare er helt normalt, at mor er væk i et par dage. Det er jo så heller ikke hver uge, så derfor indfinder de daglige rutiner sig vel på et tidspunkt.

Og ellers tænker jeg, at jeg må få nedkradset eller – tastet nogle flere af alle de små ting vi har oplevet. Det følger så i den kommende tid.

Der har været helt ufatteligt stille på linjen her fra i laaaaang tid. Beklager! Men, der har sørme været travlt ude i den virkelige verden, så derfor denne stilhed. Også lidt fordi det hele lige skulle synke ind. Men, det er det så ved at gøre – så småt.

Og det, der så skulle synke ind, er den relativt store omvæltning, at jeg pludselig stod med et spændende, interessant og ikke mindst udfordrende nyt job på hånden. Vel at mærke i Danmark. Man blev jo helt rundtosset af alle de ting, der lige skulle ordnes og falde på plads for at det kunne lade sig gøre. Jeg kan ikke helt sige, at jeg ikke er lidt rundtosset fortsat, men det hjælper dog efterhånden.

Så nu kan jeg så kalde mig demensfaglig udviklingskonsulent. En efter egen mening ganske flot titel som jeg så efter bedste evne skal knokle på med at fylde indhold i. Titler er jo kun noget, hvis der er substans bag dem.

…. fortsættelse følger…