Min første udgivelse

Nedenstående er ganske enkelt min første udgivelse. Det er en stil, jeg skrev i 9. klasse, og det endte såmænd med, at den vandt en konkurrence, hvorved jeg pludselig havde publiceret min første tekst.Den udkom i bogen “Besættelsen 9. april 1940”, hvor Fonden for besættelsestiden i Viborg var udgivere.

Hvad betyder den 9. april 1940 for børn og unge i 90’erne?

Af Anders Kr. Krogager Andersen (1. præmie i stilekonkurrencen)

I år er det 50 år siden, Danmark blev besat af tyske tropper. Mere præcist var det den 9. april 1940. Den dag og de følgende fem år vil vi alle huske. Vi kan ikke alle huske krigen, som noget vi selv så, da mange af os ikke var født på det tidspunkt, men dem, som så krigen med deres egne øjne og hørte om den i radioen, kan fortælle om den. På den måde vil vi aldrig glemme de fem år, selvom det er lang tid siden. Hvad betyder det så for nutidens børn og unge? Vil det ske igen? Hvad kan vi gøre for at undgå det?

Mange børn og unge vil sikkert sige, at det ikke betyder noget særligt for dem, men at de da ved, hvad der skete. Det tror jeg ikke er helt rigtigt. Det er selvfølgelig rigtigt, at de ved, hvad der skete, men at det ikke betyder noget for dem, det er ikke rigtigt. De vil måske give mig ret hvis de fik lidt tid til at tænke over det. De kunne f.eks. tænke på, hvad der ville være sket, hvis det ikke var vestlige allierede, men sovjetiske tropper, vi var blevet befriet af. Så ville alt have været anderledes. Vi ville f.eks. måske have været et kommunistisk land i dag. Måske ville vi have været blandt de lande, der i slutningen af 1989 kæmpede for frihed og mere demokrati. Man kunne også i sine vildeste fantasier forestille sig, at Tyskland havde vundet krigen. Så ville vi ikke bo i Danmark men bare i »riget«. Jøderne ville være udryddet, og vi ville alle have lyst hår, blå øjne og et lille overskæg. Sidst men bestemt ikke mindst bør man overveje, hvordan forholdet mellem øst og vest ville være, hvis atombomben ikke var blevet opfundet. Atomenergi ville sikkert alligevel være blevet opfundet, og det er der så også noget godt i, men hvis man ikke havde opfundet og smidt atombomberne under krigen, så ville der ikke på et senere tidspunkt have været en anledning til at opfinde dem. Dermed ville der ikke være et problem, der hedder atomop- og nedrustning.

Man kan heller ikke påstå, at det ikke betyder noget, at man ser alle de film, der er lavet om 2. verdenskrig. I dag bliver de fleste film lavet med børn og unge som modtagergruppe. De fleste film om krigen er enten engelske eller amerikanske, og derfor får mange børn et forkert indtryk af tyskerne. Filmene skildrer for det meste tyskerne som nogle dumme, skånselsløse soldater. Det passer jo ikke helt. Der er ganske vist noget rigtigt i, at de var skånselsløse bl.a. mod jøderne og alle, der gjorde modstand, men de var ikke helt dumme. Det hele startede udmærket for Hitler. Han fik afskaffet arbejdsløsheden, der på det tidspunkt var katastrofal stor. Der kom gang i industrien, og han fik ordnet transportmulighederne ved at ordne vejene, så de blev bedre end mange andre steder i verden. Hvis han havde fortsat på den måde, kunne han sikkert have gjort Tyskland til et nyt velfungerende land. Desværre var det noget andet, han ville opnå. Han ville have mere plads, mere såkaldt »Lebensraum«.

2. verdenskrig har også frembragt andre film, der f.eks. handler om en altødelæggende 3. »atom«-verdenskrig. Disse film handler, som navnet siger, om en atomkrig, hvor hele jorden bliver ødelagt. Noget sådan lyder usandsynligt, men man ved aldrig, så vi må bare håbe på, at det bliver ved fantasien.

For unge i udlandet har 2. verdenskrig haft stor betydning. Man kan f.eks. nævne de unge i Israel. Efter krigen fik jøderne lov til at flytte til Israel og kalde det deres land. Problemet var og er stadig, at der i forvejen boede palæstinensere, og de ville selvfølgelig ikke bare flytte til fordel for jøderne. I dag er der stadig kampe om retten til landet. På den ene side kæmper israelske soldater for det land, de fik for flere tusind år siden, på den anden side kæmper unge palæstinensere for at blive i det land, de boede i, før jøderne kom tilbage. Næsten ligesådan er det gået til i Østeuropa. Efter krigen blev Tyskland delt i to. Et Vest- og et Østtyskland. Vesttyskland blev støttet økonomisk af USA og Østtyskland blev støttet af Sovjet. I 45 år var Østtyskland isoleret fra den vestlige verden. Men så sidste år, i 1989, kunne det altså være nok. Berlinmuren blev revet ned, og folk strømmede mest fra øst til vest, men også den anden vej, for at se den verden, man havde været isoleret fra. Ungdommen i Østtyskland ville have demokrati og udrejsefrihed efter, at landet i 45 år havde været et lukket kommunistisk land. Lidt mere blodigt gik det for sig i Rumænien, hvor diktatoren havde brugt næsten Hitlerske metoder. Vi i vesten havde svært ved at tro på det. På meget kort tid fik de lavet en demokratisk regering ligesom mange af de andre østeuropæiske lande. I det hele taget blev Østeuropa åbnet, efter at jerntæppet havde hængt tungt lige siden 2. verdenskrig. Disse forandringer og optøninger i de kommunistiske lande bør man tage for et godt tegn. Indtil nu har Sovjet haft et alt for fast greb i resten af østlandene, men i de seneste år har de svækket grebet. Man skal ikke glemme, at Hitler også havde megen magt over Østrig, og at han, da han mente det var nødvendigt, besatte landet. På det punkt må man rose Sovjet. De har ikke misbrugt deres store magt for groft. Der er episoder, hvor jeg mener, de burde have holdt sig langt væk. Derimod er det lige før, man kan beskylde USA, Danmarks allierede, for det modsatte. De sætter tropper ind, hvor de selv mener, der er brug for det. Bl.a. i Panama. De burde ellers være et eksempel på, at man ikke skal misbruge sin magt, men det tænker de vist ikke på. Vi må og skal sørge for, at der ikke kommer en 3. verdenskrig. Hvis nogen spørger hvorfor, synes jeg, 2. verdenskrig er svar nok.

Vi må heller ikke blive snydt af en eller anden magtsyg diktator, ligesom det meste af Europa blev det under 2. verdenskrig. For at forhindre det, må de forenede nationer samarbejde. Det duer ikke, at nogle slår sig sammen mod andre. Man skal samarbejde om nedrustning. Specielt atomvåben bør afskaffes. Jeg mener, at de to bomber, amerikanerne smed i Hiroshima og Nagasaki under 2. verdenskrig er eksempel og argument nok for, at atomvåben er vanvittige. Man må da kunne se, at hvis man først starter en krig med atomvåben, så bliver menneskeheden udslettet. Derfor må der for alt i verden samarbejdes, for at vi fortsat kan holde fred med hinanden.

Anders Kristian

 

Den unge forfatter (15 år gammel)

ANDERS KRISTIAN KROGAGER ANDERSEN Skoleelev Født i Viborg 1974. Går i 9. klasse på Løgstrup Skole. I fritiden beskæftiger han sig meget med musik, både som lytter og aktiv, idet han spiller på både klaver og guitar. Udover musikken optager sporten en stor del af hans opmærksomhed idet han foruden selv at spille badminton, træner flere ungdomsspillere i at styre den lette fjerbold.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *