Det var med nogen irritation iblandet en let rislen ned ad ryggen, at jeg opdagede, at jeg var håbløst bagud af dansen med hensyn til digitale hjælpemidler. Nå ja, jeg vidste nu nok godt, at min telefon var et par årgange bagud, men at alle vores såkaldte “smarte” enheder her i huset var smidt af valsen kom lidt som en overraskelse.

Det var nu ellers så godt. Jeg havde nemlig ønsket mig et “jawbone”, dvs. et lille armbånd, der kan holde styr på, hvor meget eller nærmere hvor lidt jeg bevæger mig i løbet af dagen. Og det fik jeg minsandten af min mor i julegave. Men, for nu at få armbåndet til at kommunikere, så skulle det jo i kontakt med en telefon eller Ipad eller lignende med bluetooth. Det har alle vores dimser og dingenoter, men tilsyneladende ikke i en version, der kan snakke med moderne dimser. Så pludselig var behovet for en tidssvarende telefon temmeligt presserende.

Nåmmen, for en gang skyld betød irritationen at der blev relativt kort vej fra tanke til handling og trods alt er min Ipad ikke så gammel, at man ikke via den kan købe en ny telefon. Så det gjorde jeg og på trods af at tdc ikke lige kunne finde ud af at aktivere sim-kortet før diverse raketter var landet, så er jeg nu totalt velkørende på telefon-fronten.

En smule selvmodsigende er det så ganske vist, at telefonen kan styre snart sagt alting, hvorved jeg slet ikke har brug for at bevæge mig væk fra sofaen. Men, så hidser armbåndet sig op og minder mig om, at få en vis legemsdel i bevægelse…

Comments are closed.

Post Navigation